Craft Beer Scenen i Letland

Med Ärpus Brewing Co. og Hopalaa som de to største craft beer-bryggerier i Letland, har Letland fået skabt en scene inden for det europæiske craft beer-marked. Siden Ärpus startede i 2017 og Hopalaa i 2019, er der kommet en række flere mindre bryggerier til. Der er altså gang i udviklingen i Letland. Vi har besøgt landet for selv at kunne udforske Letland igennem øllets verden. Vi startede i Riga og fik besøgt en stribe lokale små barer, og drog videre til Vitolini lidt uden for Jelgava, hvor vi besøgte vores venner fra Hopalaa og fik en snak med den ene ejer, Rimants, og deres spanske brygger. Vi lagde også vejen forbi et gammelt industrikvarter, hvor bryggeriet Nurme holder til med et stort åbent taproom.

Craft Beer i Letland - Hopalaa & Nurme

Små mikrobryggerier i Letland

Som nævnt findes der en stribe små bryggerier i landet, især i hovedstaden Riga. Vi har blandt andet stiftet bekendtskab med øl fra bryggerierne Malduguns, ODU, Teika, Labietis og Trofeja. Og diversiteten på disse bryggerier beskriver meget godt udvalget. Vi må erkende, at der først og fremmest er stor forskel på kvalitet, men også på hvad målet er for de enkelte bryggerier. Du kender sikkert allerede Ärpus og Hopalaa, som brygger tungt humlede IPA'er, mørke kraftige stouts og sours fyldt til randen med forskellige frugter. I modsætningen til dette er der flere af de mindre bryggerier, som fokuserer mere på drikkevenlighed. Her kan Nurme blandt andet nævnes. Men du finder også et bryggeri som Labietis, som fokuserer på spontangæret sour øl i klassisk belgisk stil.

Vi har talt med Hopalaa og Nurme

Når vi taler med et bryggeri som Hopalaa, er det tydeligt at mærke, at de eksporterer langt det meste af deres øl. Så meget, at det nærmest er umuligt at finde et sted, der sælger Hopalaa i byen Jelgava, som ellers er den fjerde største by i Letland og som ligger få minutters kørsel fra bryggeriet. Hvorimod et bryggeri som Nurme kan findes i de fleste byer og på mange barer. Hopalaa er startet af tre fuldvoksne mænd, som ønskede at lave noget andet ved siden af deres normale arbejde, og da de alle tre er glade for øl og havde eksperimenteret med at brygge øl, startede de bryggeriet. Og siden da er de vokset stort. De havde ikke råd til alt udstyret i starten og måtte derfor lave en form for crowdfunding. Den bestod i, at en person, organisation eller virksomhed kunne købe en tank til bryggeriet, herefter ville de modtage en kasse øl af hvert bryg fra tanken indtil der var gået et år, hvorefter Hopalaa tilbagebetalte tankens pris.

I vores snak med Mareks fra Nurme, fortæller han også om udviklingen af ølscenen i Letland. De er glade for, at der kommer flere muligheder for lettiske Craft Beers, og for selv at være en del af udviklingen. Nurme i sig selv har meget fokus på drikkevenlighed, men som mange andre mikrobryggerier elsker de at eksperimentere. F.eks. stod der, da vi besøgte dem, en tank fyldt med øl og solbær, hvor længe den skulle stå der endnu, kunne ingen fra bryggeriet svare på. Nurme er selv flyttet til et større bryggeri i år, som så også fungerer som Taproom. Derudover har de en lille bar lidt tættere på centrum.

Vi forventer, at man i den nærmeste fremtid kommer til at se mere øl fra Letland. Vi håber og tror, at der kommer gang i mere fadlæring, som man også ser det fra andre lande i Baltikum. Derudover er det interessant, hvad der sker med de flere små bryggerier, der starter op, får de hul på bylden, og mulighed for at berige resten af Europa med lækre øl med deres helt eget fokus.


Ølbarer i Letland

Som afslutning vil jeg gerne komme med nogle bud på steder, der er værd at besøge, hvis du skulle komme forbi hovedstaden Riga. Det er som udgangspunkt ikke muligt at besøge Hopalaa uden aftale, og jeg har ikke selv haft muligheden for at besøge Ärpus. Men der er mange andre spændende steder.

Armory Bar

En lille bar i den gamle by, som byder på klassiske makrobryggerier og et fint udvalg af lokale lettiske øl. Dette er indrammet i en bar, hvor samtlige vægge og hjørner er udsmykket med gamle antikke våben.

Trofeja

En brewpub lidt uden for centrum, som byder på en lækker beergarden på terrassen, hvor du kan nyde din øl i sommervarmen. Øllet på fad kommer direkte fra baglokalet, hvor de brygger ca. 200 liter pr. batch. Ellers kan du også finde andre lokale mikrobryggerier på dåse eller flaske i køleskabet.

Nurme Taproom

Igen et lille stykke uden for centrum og væk fra den gamle by, men her finder du et område med to terrassebarer og et koncertsted. Den ene bar er også et bryggeri, Nurme. Her kan du få frisk øl fra bryggeriet, og fra tid til anden byder de også på importøl og øl fra andre lettiske bryggerier.

KAĶIS MAISĀ

I den gamle by ligger der en lille gemt perle i kælderen. Her får du udelukkende øl fra lokale lettiske bryggerier, hvor de fleste er fra selve hovedstaden. Priserne er super venlige, men stedet er meget småt.

Two More Beers 

Hvis du vil sikre, at du har et stort udvalg af både lettiske og andre europæiske øl, kan du besøge Two More Beers. Her er det også muligt at få en bid mad. Jeg har hørt, at deres spareribs skulle være værd at sætte tænderne i. Men prisen her er også skruet lidt op i forhold til andre steder.

Hvis du kunne tænke dig at smage øl fra Letland, finder du et stort udvalg af craft beers fra både Nurme og Hopalaa hos Beer Me.