Ølsnedkeren startede i en kælder under baren på Griffenfeldsgade

Alene om bryggeriet Ølsnedkeren

Ølsnedkeren er et lille uafhængigt bryggeri, som startede som brewpub i 2012. Her bryggede de øllet i kælderen og øllet blev pumpet direkte fra kælderen og ud af hanerne på baren på Griffenfeldsgade. Ølsnedkeren er stiftet af Simon Toft, som ene mand, stod for bryggeriet i kælderen de første 2 år.

Ølsnedkerens udvikling gennem årene

I årene efter flyttede de bryggeriet til Gørløse, lidt uden for København. Her var der noget mere plads og de fik muligheden for at designe deres eget bryggeri, på et gammelt mejeri. gærtanken er f.eks. en gammel mejeri tank der har fået nogle justeringer og nu fungere i brygprocessen.

I 2017 flytter bryggeriet lidt ned af vejen til byen Borup. Her fik de muligheden for at gennemtænke muligheder og drømme, som skulle sikre gode øl og gode arbejdsforhold.

I 2019 begyndte Ølsnedkeren at have dåser og ikke kun tappe øllet på fustager.

Et uafhængigt bryggeri - altid nytænkende

Ølsnedkeren er et uafhængigt bryggeri og de står selv for alt fra ide til levering og servering på deres egen bar. Det betyder at de har muligheden for at levere helt frisktappede og dugfriske ølnyheder. Og på deres egen bar kan de servere en øl blot en time efter tapningen på bryggeriet.

Ølsnedkeren er et bryggeri af folket, og de er altid modtagelige for nye bud og ideer til deres bryg. De brygger sjældent den samme øl to gange i træk, og forsøger altid at være kreative og udfordre øllet. Samtidigt med at de holder øje med markedet og forskellige trends indenfor øl.