Beer Club besøger Slowburn Brewing
Når man nærmer sig Slowburn og går langs Vridsløselille statsfængsel i Albertslund, fornemmer man straks historiens vingesus. Bag de tykke mure, hvor fængselsdørene engang smækkede i, brygges der i dag noget helt andet end disciplin – nemlig øl med sjæl, nysgerrighed og masser af passion. Her holder Slowburn Brewing Co-op til, et bryggeri drevet som et kooperativ, hvor håndværk, fællesskab og smag går hånd i hånd.
Vi var forbi og mødte Dave, en af kræfterne bag Slowburn. Samtalen handlede både om stedets unikke rammer og den filosofi, der driver bryggeriet frem.
Slowburn beskrives af Dave som et organisk bryggeri, der vokser stille og roligt – helt uden hastværk.
“Alle på bryggeriet har medbestemmelse i udviklingen.
Vi bygger det op sammen, og vi vil gerne have, at det vokser på en naturlig måde”
Slowburn er også blevet stærkt forankret i lokalområdet. De arrangerer events, koncerter og fællesskaber, som gør bryggeriet til et samlingspunkt i Albertslund.
Core-range med plads til leg
På spørgsmålet om de brygger flest core-range øl eller eksperimenterende nyheder, svarer Dave uden tøven:
“Vi brygger helt sikkert mest core-range øl. Men det lille brygværk giver os friheden til at eksperimentere, og det er noget af det, vi brænder for. Vores brygværk er kun på 600 liter. Det giver mulighed for at eksperimentere. Og når vi brygger core-range øl, brygger vi et tredobbelt batch. Så der er det en lang dag for bryggeren”
Samarbejde på tværs
Vi elsker at være med til at skabe oplevelser, hvor vi kommer tættere på de bryggere, der står bag øllene, vi sælger, drikker og som vi har med i vores Beer Club. Mødet med Dave hos Slowburn er et godt eksempel på, hvordan samarbejde mellem bryggeri og os som Beer Club kan give noget ekstra. Ikke bare en kasse med øl – men en kasse med historier, mennesker og oplevelser.

